Kapitel 1: Nattens åndedræt
Mørket havde senket sig over byen, og lyden af nattens stille åndedræt fyldte rummet. Det var endnu en aften, hvor han lagde sig til rette i sin seng, der nu føltes alt for stor og tom uden hende. Halvandet år var gået siden han havde mistet sin elskede kone, men smerten var stadig frisk som de blomster, hun elskede at vande i haven.
Da lyset blev slukket, og skyggerne begyndte at danse på væggene, indfandt der sig en velkendt ro i ham. Det var som om, natten bragte en særlig forbindelse til de minder, han bar med sig. Han lukkede øjnene, og i det øjeblik begyndte brudesløret at glide ind fra loftet, som om det blev båret på vingerne af en uset kraft.
Det var altid det samme. Sløret svævede ned, blidt og elegant, og stoppede ved hovedgæret. Han kunne næsten mærke den kølige brise, der fulgte med, som når hun havde stået ved vinduet og ladet vinden lege med hendes hår. Det var smukt, så smukt, at det fik tårerne til at presse sig på. “Kom ned til mig,” hviskede han, som om hun kunne høre ham.
Langsomt svajede sløret ned mod ham. Han strakte hånden op, og i nogle øjeblikke troede han, at han kunne mærke det. Det var en følelse af blidhed, som om hun virkelig var der, tæt på ham igen. Andre gange kunne han stikke sin hånd op igennem sløret, som om det var intet andet end luft, men det gjorde ikke noget. Det var i øjeblikket, at han følte hendes tilstedeværelse mest.
“Godnat, min elskede,” sagde han med en blid stemme, og han kunne næsten høre hendes svar i vinden. Sløret svandt ind, som om det tog hans ord med sig, og han følte en varme brede sig i sit hjerte. Det var en blanding af savn og trøst, en påmindelse om at hun stadig var med ham, ikke kun i hans minder, men også i disse stille stunder, hvor natten gav plads til det ubegribelige.
Da sløret trak sig tilbage, kunne han ikke lade være med at smile. Selvom hun ikke længere var i denne verden, var hendes ånd stadig en del af ham. Hver aften var en rejse til et sted, hvor tid og rum ikke betød noget, hvor kærlighed var det eneste, der virkelig talte.
Han vidste, at han stadig bar hende med sig, og at hun aldrig ville forlade ham. I nat som alle nætter ville han drømme om hende, og i drømmenes univers ville de danse sammen igen, som de havde gjort i de lykkeligAe dage. “Du er her stadig,” hviskede han til sig selv, mens han lukkede øjnene, og med den tanke faldt han ind i søvnen, trygt indhyllet i minderne om en kærlighed, der aldrig ville forsvinde.
B.Taarnager
